Sparta Atletik og Løb henter markant international profil ind fra udlandet
Fra en absolut toppost i den internationale atletikverden vender tidligere direktør i Dansk Atletik, Jakob Larsen, tilbage til Danmark, hvor han har takket ja til en ny stilling som udviklings- og kommunikationschef i Sparta Atletik og Løb. Ansættelsen er et stærkt og retningssættende signal fra Danmarks førende atletik- og løbeklub og en af Europas mest toneangivende sportsarrangører.
Med ansættelsen af Jakob Larsen, der kommer fra en topstilling som Director of Competitions & Events i World Athletics, er der tale om en markant styrkelse af ledelsesteamet i Sparta Atletik og Løb. Det er samtidig et klart strategisk valg fra Spartas ledelse, der med Jakob ombord ønsker at bygge videre på den stærke platform, som Sparta allerede står på. Det er vigtigt, at vi positionerer os mod fremtiden og det kræver de rette kompetencer i organisationen.
“Vi ser et politisk ønske om flere megaevents i København efter to somre med fantastiske sportsevents som EURO2020 og Tour de France Grand Départ. Samtidig er København blevet en populær løbedestination, og Spartas store flagskibsevents tiltrækker motionsløbere og eliteløbere fra hele verden. Selvom Sparta er kommet stærkt tilbage på eventmarkedet efter corona, kræver det nytænkning og stærke kommunikative kompetencer at fastholde sin markedsposition i et stadigt mere skærpet internationalt marked,” forklarer administrerende direktør i Sparta Atletik og Løb, Dorte Vibjerg.
Netop det er en opgave, som Jakob Larsen vil kunne være med til at løfte, vurderer Dorte Vibjerg, der har arbejdet tæt sammen med ham allerede før hans tid i World Athletics.
Jakob har under sin tid i Dansk Atletik – i samarbejde med Sparta – nemlig stået bag events som VM Halvmarathon i København i 2014, etableringen af Copenhagen Half Marathon i 2015 og Royal Run, ligesom han har været en bærende kraft bag den nye europæiske løbsserie SuperHalfs.
Jakob har også en passion for og et indgående kendskab til atletikverdenen og kan derfor indgå som en central brik i Spartas udviklingsplaner for atletikken. Sparta har allerede haft en fantastisk atletiksæson med EM-bronze på 200m til Ida Karstoft og rekordmange atleter til sommerens store mesterskaber. Visionen for det nationale kraftcenter er nu at blive et europæisk hub, hvor atleter og trænere kan indgå i et udviklende, internationalt træningsmiljø, og nye synergier opstå.
Jakob Larsen udtaler: “Jeg har de seneste tre år stået i spidsen for atletikkens største internationale events og den internationale konkurrencestruktur i World Athletics. Det har været inspirerende og lærerigt, og jeg tror og håber, at jeg har bidraget til at udvikle sporten hensigtsmæssigt. Da jeg i sin tid tog beslutningen om at arbejde internationalt, var det altid med hensigten om at vende hjem til Danmark igen, og jeg glæder mig meget til at vende tilbage til dansk idræt og tilslutte mig holdet hos Sparta Atletik og Løb. Foreningen arbejder til stadighed for at etablere sig som en førende aktør i europæisk idræt og en vigtig spiller på den internationale atletik- og løbsscene, og jeg glæder mig til at bruge min erfaring og viden til at bidrage til yderligere fremgang.”
“Vi kender Jakobs kvaliteter og ved, hvad han står for. Vi tror på, at Jakobs innovative og analytiske tilgang kombineret med Spartas stærke organisatoriske bæreevne inden for afvikling udgør et perfekt match,” udtaler administrerende direktør i Sparta Atletik og Løb, Dorte Vibjerg.
Kilde: Sparta Atletik og Løb
Oversættelse til svensk
Tag Scandinavian Office Solutions med ombord på din salgsrejse. Vi har leveret kvalitetsoversættelser siden 2011, og vi oversætter gerne din webside, webshop, produktnyhed, opdatering til SoMe etc.
Kontakt os for et tilbud, du bliver glad for!