En ny aftale mellem Norlys og E.ON Drive betyder, at en stor del af nuværende privat- og erhvervskunder hos E.ON kan fortsætte deres ladeaftale hos Norlys.

Energi- og telekoncernen Norlys overtager en stor del af E.ON Drives danske privat- og erhvervskunder. Det betyder, at de nuværende E.ON-ladebokskunder med forbrugsafregning fra november 2025 kan fortsætte deres serviceaftale med den eksisterende intelligente ladeboks hos Norlys.
– Det er vigtigt for os, at vi med aftalen sikrer, at de tidligere E.ON-kunder fortsat er med til at understøtte energisystemet, så de med intelligente ladebokse kan lade, når strømmen både er grønnest og billigst. Om få år har vi mere end en million elbiler i Danmark, og derfor er det helt afgørende, at ladeboksene kan tilrettelægge elbilernes forbrug, så de ikke bliver en belastning for elnettet, siger Ellen Trolle, der er direktør for Norlys’ ladeforretning.
Aftalen mellem Norlys og E.ON Drive betyder, at kunderne forsat har en serviceaftale på deres ladeboks, som sikrer, at ladeløsningen er både intelligent og driftssikker.
Siden E.ON Drive i maj besluttede at stoppe salget af nye ladeløsninger til private og erhverv, har E.ON Drive undersøgt, hvordan selskabet bedst sikrer deres eksisterende kunder en god ladeløsning fremover.
– Det har været vigtigt for os at finde en operatør, der kan matche det, vores kunder efterspørger og samtidig sikre, at de ikke skal udskifte deres eksisterende ladebokse. Samtidig har Norlys et bredt udvalg af ladeprodukter, hvor kunderne kan vælge forbrugsafregning eller fastprisprodukter alt efter, hvad der passer dem bedst, siger Peter Jonsson, der er administrerende direktør i E.ON Drive.
E.ON’s forbrugsafregnede ladekunder modtager i løbet af de kommende dage brev om aftalen med Norlys. Bekræfter kunderne at flytte deres ladeaftale til Norlys, kan de fortsætte med deres nuværende ladeboks og vilkår hos Norlys som ny ladeoperatør.
De kunder, som i dag har et E.ON all inclusive-produkt – hvor kunden betaler en fast pris hver måned uanset forbrug – modtager et brev fra E.ON Drive med opsigelse af deres aftale. Hos Norlys kan kunder få vejledning til, hvilke af Norlys’ produkter, der bedst opfylder deres ønsker og behov.
E.ON’s offentlige ladenetværk i Danmark ejes af E.ON Drive Infrastructure og er ikke omfattet af aftalen med Norlys. Kunder der kun benytter ladenetværket vil derfor ikke blive berørt.
30.9.2025 07:00:00 CEST | Norlys | Pressemeddelelse
……………………………………………………………………………………………………………………….

Oversættelse til svensk
Har I behov for kvalitetsoversættelse til svensk? Lad Scandinavian Office Solutions sørge for jeres svenske tekster. Kvalitetsoversættelser til din hjemmeside, kontrakt, virksomhedsprofil, årsregnskab, produktnyheder, messemateriale, ESG-rapport eller andet.
Siden 2011 har vi hjulpet virksomheder med professionelle oversættelser. Vores lange historik og mange tilfredse kunder er det bedste bevis på, at vi leverer resultater, der holder.
📩 Få et tilbud, du bliver glad for – send din tekst i dag!

Kvalitetsoversættelser til svensk, norsk og engelsk siden 2011.
Scandinavian Office Solutions er også på LinkedIn og Facebook.

